Webinarserie: Nye bud på fremtidens idrætspolitik
Fem mandage i september-oktober kl. 08.30-09.15
Den statslige danske idrætspolitik, organisationsbilledet og finansieringsmodellerne for idrætten fra det offentliges side har været næsten uændret i årtier.
Foreningslivet og de store idrætsorganisationer udgør de bærende søjler i idrætspolitikken, men graver man dybere i udviklingen end de formelle politiske strukturer, vil man se, at mange tiltag, tendenser og udfordringer i idrætsbilledet opstår og udvikler sig uden for det etablerede idrætsbillede og den gængse idrætspolitik.
Samtidig sker også en polarisering internt i den organiserede idræt mellem store og små idrætsgrene og foreninger, mellem kommercielt attraktive og mindre eksponerede idrætsgrene, mellem professionalisering og frivillighed, mellem orientering mod medlemmernes fritidsinteresser og orientering mod løsning af overordnede samfundsdagsordener.
Både samfundet, foreningslivet og den øvrige idrætssektor er i hastig forandring, om vi vil det eller ej rent politisk.
Vi stiller derfor spørgsmålet: Passer idrætspolitikken i Danmark til idrættens virkelighed i 2026?
IdrætsPlatformen har til webinarserien ’Nye bud på fremtidens idrætspolitik’ inviteret en række personligheder, der kommer med forskellige vinkler på fremtidens idrætspolitik både indefra og udefra i forhold til idrættens organisationer.
Alle oplægsholdere har fået frie hænder til at give deres bud på aktuelle udfordringer, uforløste potentialer og nye løsninger. Der bliver god til spørgsmål, debat og kommentarer efter de indledende oplæg.
Tid og sted:
Webinarserien afvikles som korte webinarer på max. 45 minutter mandag morgen med tid til spørgsmål og kommentarer.
Tilmelding:
Deltagelse i hele webinarserien i efteråret 2026 koster 240 kr. ekskl. moms.
Du kan også tilmelde dig webinarerne enkeltvis for 80 kr. ekskl. moms.
Deltagelse er gratis for medlemmer af IdrætsPlatformen.
Kan du ikke deltage i alle oplæg på selve dagen, får du tilsendt en optagelse af dagens webinar. Deltag og vær med til at sætte skub i nytænkning i den brede danske idrætssektor.
Program og datoer
Webinar 1:
Den svære navigation i krydspresset mellem marked og stat
Anders Kristensen, direktør Dansk Sejlunion
Mandag den 7. september 2026 kl. 08.30-09.15
Foreningslivet står midt imellem forventninger om en større rolle i folkesundhed og social inklusion og stigende vanskeligheder med at hænge på den service og kvalitet, som borgerne selv kan købe hos private udbydere og faciliteter. Hvordan skal foreninger og forbund med tradition for frivillighed og afhængighed af gode kommunale rammeforhold kunne hænge på og trives som fritidsfællesskaber for den brede befolkning i fremtiden? Hvordan sikrer man, at faciliteter og fysiske rammer kan følge med fremtidens efterspørgsel? Hvordan håndterer foreningslivet administrative og forvaltningsmæssige barrierer for idrættens udfoldelsesmuligheder?
Oplæg på 25 minutter og god til spørgsmål og kommentarer
Webinar 2:
Idrættens skæve strukturer set fra det helt lokale perspektiv
Keld Andersen, centerleder Midtmors Sport
Mandag den 14. september 2026 kl. 08.30-09.15
I Midtmors Sport i Øster Jølby på Mors har foreningsliv og facilitet fundet ind i et tæt samarbejde om at udvikle idrætten til nye målgrupper og at holde godt gang i foreningsliv og fællesskaber trods demografiske og sociale udfordringer i lokalsamfundet. Men hvad har man egentlig brug for af bistand fra idrættens officielle aktører, når man arbejder med udgangspunkt i helt lokale forhold og er sprængfyldt af gode ideer? Er der blevet for langt fra de lokale græsrødder til de professionelle ledere i idrætsorganisationer og forbund? Kan man overhovedet få den hjælp, man har allermest brug for?
Oplæg på 25 minutter og god tid til spørgsmål og kommentarer
Webinar 3:
En ny struktur på idrætten som modvægt mod stigende polarisering
Michael Andersen, Ejer af MA57 Consulting og tidligere direktør i Team Danmark
Mandag den 21. september 2026 kl. 08.30-09.15
Hvordan kan bredden og deltagelsen i idrætten sikres i en tid med stadigt større polarisering mellem små og store aktører og tiltagende professionalisering af dele af idrætten? Er der behov for en grundlæggende reform af den måde, idrætten støttes på af det offentlige? Hvordan skulle en sådan reform i givet fald se ud?
Oplæg på 25 minutter og god til spørgsmål og kommentarer
Webinar 4:
Læren fra padelsportens fremmarch ’uden for’ systemet
Kristoffer Jørgensen, afgående direktør i Dansk Padel Forbund
Mandag den 5. oktober 2026 kl. 08.30-09.15
Kristoffer Jørgensen har gjort hele turen med i padelboomet fra på det nærmeste ingenting til i dag med ca. 1.600 baner, snart 270 centre og foreninger og over 40.000 spillere registrerede i foreninger eller som enkeltmedlemmer af forbundet. Dansk Padel Forbunds rejse er sket i et samspil mellem private entreprenører, foreningsliv og lokale ildsjæle. Hvad var de afgående barrierer og drivkræfter for udviklingen? Hvad kan man generelt lære af padelsportens fremmarch i forhold til fremtidens udvikling af idrætssektoren herhjemme?
Oplæg på 25 minutter og god tid til spørgsmål og kommentarer
Webinar 5:
Kommercielle kompetencer som nødvendighed i fremtidens idrætssektor
Nicolai Kaas Nordstrøm, direktør i Volleyball Danmark
Mandag den 19. oktober 2026 kl. 08.30-09.15
Kommercialiseringen af den organiserede idræt gavner først og fremmest fodbolden, og store dele af den øvrige idrætsverden har svært ved at hænge på i markedsføring, synlighed, teknologisk omstilling og udvikling af strategiske partnerskaber. Hvordan kan mindre idrætsgrene udvikle deres relevans og vitalitet i fremtidens idrætsbillede? Er der behov for nye måder at tænke og samarbejde på i den organiserede idræt?
Oplæg på 25 minutter og god til spørgsmål og kommentarer
Yderligere information på dette link.
Henrik H. Brandt
Daglig leder af IdrætsPlatformen Danmark
Tlf. 29210972
henrik.brandt@idraetsplatformen.dk